Mastodonternes fald
Der er mange eksempler på mastodonter i vores verden. Bare
tænk på fagbevægelsen, sundhedsvæsenet, forsvaret, omsorgen, ældre- og
hjemmepleje, medicinalindustrien og ikke mindst staten og kommunerne og
regionerne. Vi har gennem flere arikler påpeget de store enheders sårbarhed –
herunder også EU. Markedet er den største af alle mastodonter på det økonomiske
område. Andre eksempler på mastodonter er:
Familien
Forbrugerne
Ungdommen
Børn(eomsorgen)
Ældre (omsorgen)
Uddannelsessystemet (fx folkeskolen og universiteterne)
Politiet
Forsvaret
Boligsektoren
Finans- og bank verdenen, herunder aktiemarkedet med dens
legitimerede ludomani
Kirkeverdenen/Folkekirken
Politik
Kulturen
Pressen
Turistindustrien
Transportsektoren
Rejse- og ferieindustrien
Design- og modeindustrien/ Oplevelsesindustrien
Underholdnings- og spilindustrien
Regionerne/Sundhedsvæsenet
Servicesektoren
Hotel- og restaurationsbranchen
Fagbevægelsen
Måske skulle vi lige nævne en mastodont inden for sporten,
som jo har sin IOC, UEFA og alle de andre internationale organisationer. En
håndbold-mastodont på klubplan var AGK, som lige er gået konkurs, fordi den var
baseret på en enkelt mands pengetank, som ingen i øvrigt kendte omfanget af.
Sårbarheden kom op til overfladen, da rigmandens værdipapirer begyndte at blive
mindre værd. Efter syv år blev nøglen drejet om den 31. juli 2012. Dog på en
rimelig sympatisk måde, idet spillerne og de ansatte fik deres løn udbetalt.
Men det blev så nok også den sidste. Medmindre man finder en anden rigmand, der
synes, det kunne være spændende at udnytte den stærke brand, som AGK trods alt
var. Men så skal det gå rimeligt hurtigt, og det kommer nok ikke til at ske i
disse krisetider. Syv år udgør en kvart Saturn-runde, hvor kriseplaneten Saturn
er i spænding til sig selv i alle forløb, hvad enten det gælder et menneskeliv,
et firma eller en håndboldklub.
Plutos virkning
Med Pluto gennem Stenbukkens tegn står mastodonterne for
fald, en efter en. De vil ændre sig, så de får en anden form, end vi kender det
i dag. Alle mastodonter er blevet mere eller mindre institutionaliseret og har
fjernet sig fra deres oprindelige formål. De hviler selvtilfreds i sig selv, og
borgerne må så komme til dem, hvis de vil noget. Men det ER nu lettest, hvis de
ikke vil noget. Sådan skulle man i hvert fald tro, at de tænkte, når de har
forskanset sig i kæmpe kontorhuse i de store byer.
Tager vi fagbevægelsen som eksempel, er den i realiteten
flygtet fra sine medlemmer på den måde, og når det sker, så flygter medlemmerne
efterfølgende fra dem. Ikke blot på grund af stigende konkurrence, men også på
grund af oplevelsen af fjernhed og fremmedgørelse. Hvad nytter det med flotte
forbundshuse med fine kontorer, når medlemmerne oplever fjernhed og sterilitet.
Hvor er tømrernes og murernes huse blevet af? Jo, det er vist det, der hedder
3F eller sådan noget – og det ligger i en glaskasse inde midt i København. Og
så har man fusioneret sig til blods og måske til døde. Resultater er, at
fagforeningerne har mistet noget af deres kontakt til medlemmerne, som helt sikkert
gerne ville have, at deres kontaktfolk inde i forskansningen engang imellem
ville bevæge sig ud på arbejdspladserne , sparke døren ind til skurvognen og spørge, om der var noget de kunne hjælpe
med – er alt, som det skal være? Naturligvis bliver der indkaldt til nogle
møder, også nogle gange på arbejdspladserne, men det virker forkromet og
overfladisk. Sådanne møder tjener kun til legitimation for, at så HAR
fagforeningerne da gjort noget for at nære medlemskontakten.
Som i andre offentlige institutioner sidder for mange
medarbejdere på deres hænder og kæmper deres egen sag i stedet for
medlemmernes. Mange mellemledere kunne i virkeligheden undværes i systemet, da
de ikke forvalter medlemmernes eller borgernes interesser. Fagbevægelsen har
”udviklet” sig derhen, hvor man mere vil være venner med systemet, end med sine
egne medlemmer.
Det er ikke for sent for fagforeningerne at vinde terræn,
men ligesom med politikerne, så er lederne alt for uambitiøse og
ikke-visionære. Politik er en anden mastodont.
Politik og fagbevægelse var tidligere knyttet tæt sammen, men nu kan de
ikke engang føre trepartsforhandlinger, uden at disset hurtigt bryder sammen.
Der skal ske en opsplitning i mindre enheder, som er tæt på medlemmerne. Loyalitet
og respekt skal genskabes.
I praksis er alle mastodonter reaktive i stedet for at være
proaktive. De burde i stedet skære ind til benet og finde deres
kernekompetencer frem. Dertil behøves decentralisering og arbejde for faglig
stolthed, så bliver folk automatisk tiltrukket.
Plutos virkning
Som vi tidligere har beskrevet vil Plutos gang gennem
Stenbukken uundgåeligt virke transformerende på både det enkelte menneske og
større sammenhænge som storkapital, mammutorganisationer og -virksomheder. De vil vise sig meget sårbare,
især de organisationer, der som f.eks. DONG får besøg af Pluto i perioden
2008-23/24. Det vil sige alle personer og organisationer – ja, alle forløb, der
er startet i Vædderens, Vægtens, Krebsens og Stenbukkens tegn. DONG er Vædder
fra den 27. marts 1972 – stiftet som Dansk Naturgas. Det vil sige, at DONG i de
seneste to år har været igennem en Plutospænding.
Personfnidder var den udløsende faktor i Dongs krise, men
naturligvis ikke den grundlæggende faktor.
Noget SKAL jo udløse en udvikling, og det er det mest interessante. Hvem
og hvilke fysiske mekanismer, der er tale om, er ikke særligt interessant. Men
det er det, der mest interesserer pressen. Der skulle et fyringsdrama af
dimensioner til for at sætte skred i tingene. Et drama, hvor den eneste større
fejl var, at formand Schur lod fyringsdramaet foregå for åben skærm, sikkert på
grund af den dårlige (også astrologisk set) kemi mellem de to personer. Det er
nærmest surrealistisk, så mange spændinger, der er mellem deres planeter. De to
har helt sikkert været sammen i tidligere liv og har derfor fået skabt en
situation, der skulle vise sig at blive udløst på en sådan måde, at det også
kom til at skade virksomheden. Alle vore oplevelser i dette liv er skabt på
grundlag af tilsvarende forløb i tidligere liv, og som så udlignes nu. Og én
ting er sikkert: Alle regnskaber skal gå i nul en skønne dag, også karmaen
mellem de to herrer – kamp- og oliehanerne. Kampen rev endda et par skurke mere
med, som vi kan kalde firebanden, som også rimer på fyringsbanden, hvad der jo er meget apropos
for et fossilt fyringsfirma som DONG, der kom ud i en fyringssæson i utide. Nå
nej, ikke i utide, for det var – undskyld udtrykket – energimæssigt på høje
tid, at oprydningen blev påbegyndt (Pluto).
Vi har ikke fødselstidspunkterne på de to oliehaner, men Eldrup
står bedst, selv om det blev ham, der blev ofret. Han vil derfor blive frikendt
senere og vil kunne fortsætte i nye sammenhænge senere.
Plutos indflydelse går ikke alene en tand dybere, den vil helt
til bunds. På et tidspunkt kommer der et opgør med hele den måde ledelse
foregår på, både politiks og i virksomhederne. Der kommer et opgør, der bringer
intuitiv ledelse frem i lyset på bekostning af rationelle analyser. Dette
ensidige fokus på det materielle er i sig selv kriseudløsende. Især, når det
sker sammen med ensidig fokuseren på materiel vækst på bekostning af den
immaterielle vækst. Så længe åndelig vækst ikke tages i betragtning, vil vi altså
blive ved med at løbe ind i kriser.
Det er uvidenhed af højeste karat, vi er vidner til i disse
tider. Vi overser eksempelvis også Jordens overbefolkning. Ikke i forhold til
selve antallet, der er, som det skal være, men jo flere, der ønsker materiel
vækst, jo værre vil det gå, når klodens ressourcer udplyndres i mangel på
respekt for det levende væsen, vores klode udgør. Uligheden mellem rige og
fattige lande overses på grund af grådighed i den rige del af verden. Når der
er ubalance, så vil der automatisk opstå kriser.
Det, der er Eldrups største ”forbrydelse” er en slags selvtægt.
Han har taget sig den frihed at undlade at informere bestyrelsen om de ekstreme
honorarer, der er blevet udbetalt til firebanden. Han havde naturligvis selv en
stor aftrædelsesgodtgørelse hængende, men det har ikke været afgørende her. Han
har gjort det i bedste mening og for firmaets skyld. DONG´s udvikling var på en
måde Eldrups barn. Sjovt, at de også gik ind i el-branchen i EL-drups
direktørtid!
Han gjorde DONG til en kolossal økonomisk succes, som andre
ikke ville have været i stand til. Og for at nå de store mål om
havvindmøllerparker SKULLE han bruge excellente medarbejdere. De fire var
håndplukkede og var de største hjerner på deres (olie)felt herhjemme. Og det
honorar, de fik, er jo peanuts ved siden af mange fodboldstjerners lønninger.
De har naturligvis en kort karriere i topidræt, men det ER kommet ud af
proportioner. Det nuværende system er skruet sammen på en måde, der gør disse
gigantiske lønninger mulige. Det er det fysiske univers med dets mastodontiske
markedskræfter, det gør dette muligt. Grådigheden vil medføre, at systemet
udnyttes til det yderste. Og den udvikling er på vej til at blive standset.
Schur nedlagde i øvrigt decideret forbud mod, at Eldrup tog
nogen form for kontakt til den ansvarlige minister. Han ville sikre, at han
havde monopol på den politiske kontakt, hvad der ikke er en holdbar situation
for en direktør.
DONG har lidt et tillidstab, som åndeligt set var
nødvendigt, da det er et led i en større proces væk fra den fysiske verden med
dens fossile brændstoffer over til flere havvindmøller, som ganske vist også
tilhører den fysiske verden, men på en lidt grønnere måde. Disse vindmøller var
Eldrups, men ikke Schurs, hjertebarn. Nu er DONG banket tilbage til
udgangspunktet og har mistet en udviklingsmulighed.
Avisoverskrifter som ”Fyringsdrama skader DONG” er og bliver
overfladesnak, men det er naturligvis ganske korrekt, når man bevæger sig på
det logiske, fysiske plan, hvor man fokuserer på den venstre hjernehalvdel. Det
viser, hvor kloge vi er, når det kommer til stykket. DONG er egentlig heller
ikke skurken Det er regeringen, der ejer DONG, hvis øverste chef i realiteten
er finansministeren. Han har ikke føling med den daglige drift og skal heller
ikke have det. Men kan man klandre ham som symbolsk ejer af DONG? Nej, for han
er netop kun symbolsk ejer. Han lægger navn til ejerskabet, som egentlig er
regeringens. Det er derfor ii realiteten skatteborgene, der ejer Dong, derfor
angår sagen os alle.
